Slukt Er Dagens Lyse Flammer


Slukt er Dagens lyse Flammer,
Ensom i mit stille Kammer
Beder jeg min Aftenbon;
Mens vi bo i Dodens Dale,
Er det godt med dig at tale,
Kjære Gud, i Lys og Lon.

Ja, det er en salig Glæde,
Naar det lykkes os at bede
Rettelig i Tro og Haab,
Af sin Byrde Hjertet trykkes,
Lad det nu i Aften lykkes,
Boi dit Øre til mit Raab!

Dig, min Gud, jeg gjerne vilde
Elske, tjene – ak, men ilde
Ser det ud i Sjælens Bund.
Naadens Dække du udbrede
Over al min Synd, og lede
Mig til Bedring med hver Stund!

Lad dit Øie vaage over
Mig inat, imens jeg sover,
At min Hvile vorder sod!
Lad din Godhed ei aflade,
Tænk paa dem, som ere glade,
Og paa dem, som lide Nod!

Tænk paa dem, som færdes ude,
Medens Nattens Storme tude,
For dem til sin Bolig tryg;
Dem, som om paa Havets Bolger
Deres Kald med Banghed folger,
Med din Varetægt omskyg!

Dem, som sig i Smerter vaande,
Gaa med Trost og Hjælp til Haande,
Og vær dem en naadig Gud!
Jesus, du som for os dode,
Lad den næste Morgenrode
Bringe dem et Frelsens Bud!

Kom saa, Herre, blid omsider,
Naar med Livets Dag det lider,
Kom at ende Jordens Ve!
Morkt er Dodens Sovekammer,
Men for al vor Sorg og Jammer
Skal vi hist dit Aasyn se.