Sode Jesus Festens Fyrste


Sode Jesus, Festens Fyrste,
Spire ud af Jesse Rod,
Vil man dog saa hastig torste
Efter dit og Dines Blod?
Vi igaar blandt Englelyd
Sang din Fodsel ind med Fryd,
Skal vi klage nu og græde,
Og idag en Ligsang kvæde?

Efter du stod op af Dode,
Stefan forste Martyr blev;
Han frivillig vilde blode,
Med sit blod sin Tro beskrev;
Han var frisk og uforferd
Til at fore Aandens Sverd,
Hvo, som turde imodsige,
Maatte ham med Blussel vige.

Falske tungers Slange-Brodde
Hemmelig paa hannem stak,
Og ved Logn ham undertraadde,
Det blev al hans Gjernings Tak.
De beloi ham mer og mer,
Som saa tidt i Verden sker:
Herrens Lov og Tempels Ære
Skalkeskjul maa ofte være.

Om end Englelys og Ære
Skinner af hans Øieften,
Ville de dog Tænder skjære
Til at knuse ham hans Ben.
Han har Gud i Syn og Sind,
Langt han ser i Himlen ind,
Raaber, mens de Oren stoppe:
Jesus staar i glans deroppe!

De nu hannem overfalde,
Og af Staden stode ham,
Han paa Jesus fast mon kalde,
Midlertid er hver ham gram,
Stener, slaar og gjor ham Meen,
Knuser ham hans Pandeben;
Saulus samme Stund sig glæder,
Træder paa Guds Martyrs Klæder.

Der han vil til Doden blegne,
Og har Munden fuld af Blod,
Beder han, Gud ei tilregne
Vil dem deres Synderflod,
Dermed han i Jesu Tro
Sov hen til Guds evig Ro.
Jesus os den Naade kjende,
I slig Tro vort Liv at ende!