Sode Jesus Glaedens Kilde


Sode Jesus, Glædens Kilde,
Som vor Angest vil formilde,
Alt mit Haab i Verdens Sorg,
Du min Honning i min Galde,
Du min Stav, naar jeg vil falde,
Du min Tilflugt, Skjold og Borg!

Du veed bedst, hvor det mi græmmer,
Naar du dine Øine gjemmer,
Og ei mere til mig ser;
Men, skjont du dig lidet dolger,
Jeg dig dog i Troen folger,
Og om Naade, Naade ber.

Thi du kan i al min Smerte
Glæde mit halvdode Hjerte,
Naar du under mig et Blik
Af dit naadefulde Øie,
Saa har jeg fuldkommen Noie
Under Korsets Tornestik.

Ja, jeg veed, at du ming prover,
Og en liden Stund bedrover,
For at skjænke mig en Strom
Udaf Livsens Kildes Aarer
For de her udoste Taarer
I det ny Jerusalem.

Hold, min Sjæl, da op at klage,
Lad Guds Veie dig behage!
Forst til Strid og saa til Fred!
Du maa Tornekronen bære,
Saa skal Livsens Krones Ære
Skjænkes dig i Evighed.