Sode Synd Du Vellystengel


Sode Synd, du Vellyst-Engel,
Ak, hvad dog dit Spire-Fro
Skyder forst en yndig Stengel,
Lover Blomster til at stro,
Men din Frugt er Skam og Nod,
Pine, Jammer, evig Dod,
Helved-Ild og bitter Hede
Fra Guds strenge Dom og Vrede.

Judas han et Speil skal være
For hver syndig Øiesten,
Hvori Synderen skal lære
Rædsel for hans Reb og Gren,
Synd og Satan i ham gik
Og sit Herredomme fik,
Ak sin Frelsere han solgte,
Mens han gik i Satans Bolte.

Der han merked, at hans Herre
Forud var til Dode domt,
Angest vil ham da indspærre,
Da blev Skalle-Hjertet omt,
Da Samvittigheden stak,
Da sin Synde-Gift ham drak,
Da hans Lyst til Galde vendtes,
Og i evig Uferd endtes.

Naar han de Solvpenge skuer,
Hvorfor han sin Gud har solgt,
Da hver Blode-Draabe gruer,
Hjertet klapper, og er koldt.
Mynt og Penge intet kan
Hannem hjælpe for et Grand,
Dodsens Stempel paa hans Hjerte
Trykker sig med Helveds-Smerte.

Agt, min Sjæl, hvordan han lober
Til de Jode-Prester hen
For Samvittighedens Svober,
Og bær Pengene igjen,
Kaster dem i Templet ned,
Aabner sin Samvittighed,
Som er fuld af Gift og Pile,
Og nu færdig at fortvile.

Se, hvor brast hans Ondskabs Kilde,
Se, hvordan han selv tilstod,
At han gjorde meget ilde
Imod det uskyldig’ Blod,
Der han med Forræderi
Bragte Guds Son hen udi
Baand og Kors og Dods Vanære;
Denne Synd kan ham ei bære.

Men sit Hjerte hart han lukker
For Guds rige Naade-Flod,
Og sig under Satan bukker,
Ei til Gud i Bon go Bod;
Alle Stromme, son der kan
Læske Syndres Sjæle-Land,
Dem han skammelig forskyder,
Helved-Bække i ham flyder.

Jesus stod end for hans Øie
Med al Verdens Synde-Baand,
Fuld af Meen, af Spot og Moie,–
Havde Judas kyst hans Haand,
Og med Graad og Anger sand
Faldet for hans Fod paa Stand,
Raabt til Jesus i sin Vaade–
Judas havde fanget Naade.

Men han, mer end en Forræder,
Jesu Naade agter ei,
Guds Sons Blod med Fodder træder,
Lober hen ad Dodsens Vei,
Glemmer bort hans Pines Fynd
Til Forsoning for al Synd,
Soger hen til Reb og Strikke,
I sit Blod sin Dom at drikke.

O, Gud lad mig aldrig lære
Ondt af denne onde Mand!
Om end mine Feil de ere
Flere end som Havets Sand,
Om jeg med min slemme Synd
Ligger dybt i Dodsens Dynd,
Og er skudt af Satans Pile,
Gud lad mig dog ei fortvile!

Nei, o nei! min Jesu Naade
Alle Synder overgaar,
Alle Synd’res Ve og Vaade
Læges ved hans Purpur-Saar;
Og hans Værdskylds dybe Hav
Er min Ondskabs Tvætte-Grav;
Naar jeg mig deri vil sænke,
Drukner Synd go Satans Lænke.