Solen Paa Himmelen Lukked Sit Oeie


Solen paa Himmelen lukked sit Øie
Den Dag, at Solen paa Korset gik ned.
Da stod Naturen i dobbelt Dods-Moie,
Dobbelt Formorkelse blev der da set.
Men paa vor Paaskedag saa man oprundne
Begge de Sole, som syntes forsvundne.

Efter Fornedrelse skal vi ophoies,
Solen skal skinne, naar Regnen er endt,
Hæder og Ære dig, Kristus, tilfoies,
Til ved Opstandelsen blev du bekjendt,
At du Guds evige Son monne være,
Som har mod Fienden vundet med Ære.

Tiden vil Herren ei længe forhale,
Tredje Dag alt han af Graven opstaar,
Hvad er om tre Dages Gravtid at tale?
Hvad kan de regnes mod Evigheds Aar?
Gladelig vil vi med Herren fornedres,
At vi med Herren og evig kan hædres.

Aldrig er Kornet i Mulden saa længe,
At sig Opveksten jo engang vil te,
Blomstret om Sommer skal lokkes af Enge,
Som all bedækket med Vinter og Sne,
Saa skal og blomstre omsider de Lemmer,
Som man forvisnet i Stovet bortgjemmer.

Fisken skjod Jonas af Bugen paa Stranden,
Saa skal og Jorden te frem sine Lig;
Er du, min Frelser, af Graven opstanden,
Visselig skal jeg opreises med dig;
Hvor der er Roden, der vokse vel Grene,
Frugten og Salighed vil du forlene!