To Guds Venner Vandre Silde


To Guds Venner vandre silde
Over Eng til Emmaus,
Øiet er in Taare-Kilde,
Hjertet er et Sorgens Hus,
Talen er saa fuld af Klage–
Se, da kommer han tilbage,
Som var borte, Jesus sod,
Træder nær til dom i Nod.

Ak, saa mange Sjæle vandre,
Og sin Hjerte-Jammer bær,
Sukke, klage for hverandre
Deres Savn paa Veien her.
Mange vandre saa alene,
Græde til at rore Stene,–
Dog min Jesus hos dem staar,
Sporger, hvad der ad dem gaar.

Hvor sig to i Gud samraade,
Der en han den tredie Mand,
Han opdager deres Vaade,
Taler hvad dem troste kan.
Han vil lette Sorgens Byrde,
Thi han er den gode Hyrde,
Han har os for Øie sat
Lyse Dag og morke Nat.

Jesus efter mig er gangen,
Der jeg i mit stolte Mod
Og i Syndens Lyst var fangen,
Der jeg nær Afgrunden stod;
Han har, der jeg var opgivet,
Fundet mig, og fodt til Livet,
Tænkt Freds-Tanker over mig,
Hentet hjem sit Lam til sig.

Har jeg siden maattet stride,
Han mig ei alene lod,
Jesus just til rette Tide
Hos mig uforvarend’ stod.
Klaged jeg i Natten sorte,
Som om han var dod og borte,
Til min Troes Usseldom
Med sit Liv og Lys han kom.

Tak til os, o Jesus sode,
Om hvad du for os har gjort,
At vort Hjerte maatte glode!
Herre bliv! det kvælder fort.
Naar vi have Tungt i Minde,
Kan ei Ind- og Udgang finde,
Lys da op, og gjor os glad,
Lad os aldrig skille ad!