Vaagn Op Og Slaa Paa Dine Strenge


Vaagn op, og slaa paa dine Strenge,
Syng mig en deilig Morgensang,
O kjære Sjæl! og dryg ei længe,
Gjor med din Tak en Himmelgang,
Træng ind i Himlens Stjerne-Borg,
Og glem saalænge Verdens Sorg!

O ja, jeg vil til Himlen stige
Langt fra min Jorde-Klump og Krop,
Mit Borgeskab er i Guds Rige,
Did stunder jeg og daglig op.
Lov, Tak og Pris i Tusindtal
Ske Gud i hoien Himmelsal!

Nu vaagned jeg og slap af Leie,
Gud gjorde, at jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil til Jorden neie
Og kysse Herrens Fodefjed;
Jeg slumred udi Morkheds Land,
Dog var hos mig min Frelsermand.

Lad, Jesus, nu dit Lys oprinde
I mig, at jeg som Lysets Barn
Ei lader mig af Verden blinde,
Og snæres ind i Satans Garn;
Lad Kjodets Lyst i mig uddo,
Lær mig at se, alt Kjod er Ho!

Skal Sygdom, Sorger og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter Herrens Vilje trykke,
Lod dog min Tro ei stodes om,
Men giv mig Kraft i storre Maal
At drikke Sorgens Kalk med Taal.

Velsigne Gud udaf det Hoie
Mit Arbeid og min suer Sved;
Giv mig til Frugten af min Moie
En frelst og god Samvittighed;
Vis mig den Vei, hvor jeg skal gaa
Udi Guds Frygt mit Brod at faa!

Derfor jeg til mit Kald mig giver,
Og til min Gjerning, bedst jeg kan;
Min Gud mig end saa naadig bliver,
Som han i al min Tid vor van,
Han tager Haanden i med mig,
Saa gaar det let og lystelig.

Jeg vil dog ei paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa,
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Sjæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiden gaar
Og Evigheden forestaar.