Vaer Trostig Mit Hjerte Bedrov Dig Ei Me


Vær trostig, mit Hjerte, bedrov dig ei mer,
Tænk, at dig til Bedste dog alle ting sker!
Vil Gud det forordne,
Lad lyne og tordne,
Saa kommer dog Solen omsider igjen,
Kun derfor frimodig og Sorgen kast hen!

Man vinder dog intet med Suk og med Sorg,
Tilfreds sig at give, er tryggeste Borg;
At lade sig noie,
Som Gud det vil foie,
Det kalder man Himlen paa Jorden med Skjel,
Hvad Herren behager, det tjener os vel.

Vor Troes Frimodighed deri bestaar,
At man er fornoiet, hvorledes det gaar,
I Medgang og Glæde
Tor mangen fremtræde
Og tale om: Altid frimodig i Gud!
Vær ogsaa fornoiet, naar Glæden gaar ud.

Frimodigheds Rigdom er bedre end Guld
Og Krone af Perler og Demanter fuld.
En Himmel den finder
Paa Jorden som vinder,
Og mandig i Striden og Proven bestaar,
Frimodighed vinder og alting formaar.

Gud lade os finde Frimodigheds Borg,
At vi kan paa herren ret kaste vor Sorg!
Den Sukken og Klagen
Gjor intet til Sagen,
Man svækker sin Sundhed og plager sin Sjæl,
Vær glad iv or Herre og tro ham kun vel!

Ja, jeg er i Jesus fornoiet og fro,
I Trængsel og Glæde han bliver min Ro;
Hvad Herren behager,
Jeg gjerne modtager,
Han veed, havd mig tjener, han soger min Fred,
Thi er jeg frimodig, og bliver derved.