Ve Mig At Jeg Saa Mangelund


Ve mig, at jeg saa mangelund
I Vellyst haver svevet,
Og Naadens dyrebare Stund
Saa skjodeslos henlevet!
Naar Gud sin Naadesol paany
Hver Morgen over mig lod gry,
Da lukte jeg mit Øie.

Ve mig, min Vantro Hjertet saa
Som med en Laas og Lænke
Tellukte, naar Gud banked paa,
Jeg vilde ei betænke,
At Jesu Naades mindste Flig
Mer end al Verden gjorde rig,
Som jeg for havde provet.

Se, jeg er den forlorne Son,
Som selv sig vilde raade,
Og odte bort sin Arv saa skjon
For skidden Lyst og Baade,
Mig smagte ikke Himmel-brod,
Men Verdens Lystemad var sod,
Nu faar jeg andet finde.

Min Vilje dig har Modstand gjort,
Og egensindig været,
Mit Hjerte lidet eller stort
Af dig har ei begjæret;
Du var, o Gud, i ringe Agt,
Men jeg min Hu af Verdens Magt
Og Vellyst lod regjere.

Herfor vil din Retfærdighed,
At jeg skal Doden smage.
Jeg maa i ussel Nogenhed
Fra Verden Afsked tage;
I Graven visner jeg som Lov,
Jeg raadner i mit eget Stov.
Jeg bliver Ormesode.

Samvittigheden Vidne bær,
Thi maa jeg rentud sige,
At ingen storre Synder er
I noget Verdens Rige.
Dog, naar jeg dig beskuer ret,
O Gud, jeg ser, du vil ei det,
At jeg skal saa fortvile.

Fyldt haver jeg min Ondskabs Skaal,
Og stor er denne Maade,
Men hvo har dog vel fundet Maal
Og Ende paa din Naade?
Din Storhed ei of Grænse veed,
Men saa er og din Kjærlighed
Og Miskund mod os Arme.

Hvis Hjertesuk har du ei modt?
Hvis Raab har Gjensvar savnet?
Hvo er fra Naadens Alter stodt,
Som har det ret omfavnet?
Jeg græder, raaber, beder dig,
Jeg venter, haaber–Jesus! mig
Lad Trost og Redning finde!

O Gud, min Synd du sænke ned,
Hvor Havet dybt mon være,
Ifor mig din Retfærdighed,
Forny mig til dine Ære,
Mig her et helligt Hjerte giv!
Saa faar mit Stov vel engang Liv,
Som ei har Dod i Vente.