Velt Alle Dine Veie


Velt alle dine Veie
Og al din Hertesorg
Paa ham, som har i Eie
Den hele Himlens Borg!
Han, som kan Stormen binde,
Og bryde Bolgen blaa,
Han skal og Veien finde,
Hvorpaa din Fod kan gaa.

Paa Herren du dig stotte,
Om dit dig vel skal gaa,
Hans Gjerning maa du nytte,
Om din skal kunne staa;
Af Sorg og selvgjort Plage
Der kommer intet ud,
Thi intet kan du tage,
Alt kan du faa af Gud.

Din Trofasthed og Naade,
O Fader, veed og ser,
Hvad skade eller baade
Kan vort det skjore Ler;
Hvad Raad du vælger gjore,
Det staar som Fjeld saa fast,
Og det skal du udfore,
Om Jord og Himmel brast.

Vei har du alle Steder,
Paa Midler ingen Trang,
Velsignelser du spreder
Og Lys paa al din Gang,
Din Agt kan ingen hindre,
Din Omhu blir ei træt,
For Glædestraaler tindre
I Øine, som har grædt.

Og om alt Satans Rige
Vil stride Gud imod,
Han kan dog ikke vige,
Han staar dog der, han stod;
Hvad han vil os til Fromme,
Naar vi kun give Taal,
Det skal tilsidst dog komme,
Og naa sit Endemaal.

Haab da, min Sjæl, i Faren,
Vær ingenlunde ræd,
Gud frir dig ud af Snaren,
Hvor ilde du er stedt;
Det er et lidet Stykke,
Saa lysner Himlens Grund,
Saa rinder op din Lykke
Og liflig Glædes Stund.

Paa Hoiden op! se længer,
Giv Sorgen en god Dag,
Kast Tvilen bort, dig trænger,
Og volder Hjerte-Nag!
Er du ei her i Skolen?
Hoit over Himlens Hvælv
Gud sidder end paa Stolen,
Lad ham kun raade selv.

Ham bor at staa for Styre,
Han er saa vis en Mand,
Hans Domme ere dyre,
Du undres skal paa Stand,
Naar han, som snart skal hænde,
Med underlige Raad
Har fort den Sag til Ende,
Som fylder dig med Graad.

Han skal vel mellemstunder
Fratage dig sin Trost,
Det lader, som han blunder,
Og horer ei din Rost,
Hvor hoit den ogssa lyder
Fra Dodsens dybe Vand,
Som han sig ikke bryder
Om dig det mindste Grand.

Skal Taarer da udoses,
Og er dig Hjerte krænkt,
Det sker, in Sjæl, du loses
Den Tid, du mindst har tænkt.
Da gronnes Hjerteblade,
Den Sne, som tiner bort,
Har ei den mindste Skade
Guds fagre Blomster gjort.

Det sker, paa det vie stærke
Skal gaa vor Pilgrimsgang,
Og Troens Seier-Merke
De frem med Troste-Sang.
Gud selv os rækker Palmen
Og Seirens sode Frugt;
Gak syng ham Takke-Salmen,
Som al din Sorg har slukt!

Gjor en lyksalig Ende,
O Gud, paa al vor Nod,
Du tage selv i Hænde
Vor Sag indtil vor Dod;
Lad os din Naade eie,
Og hjælp os Trin for Trin,
Saa sankes vore Veie
Tilsidst i Himlen ind!