Verden I Det Onde Saenkes


Verden i det Onde sænkes,
Mange tusind Sjæle krænkes,
Dog har Gud sig nogle Faa,
Som til Enden fast skal staa.

Om saa var–det Gud forbyde!
Haarde Voldsmænd vilde bryde,
Slukke ud det klare Lys,
Som er sat i Herrens Hus;

Kirken har dog nogle Lemmer,
Som sin Gud i Hjertet gjemmer,
Og bekjender Jesus frit,
Blev de Gods og Liv end kvit.

Stefanus skal indtil Doden,
I hvor hart ham trykker Noden,
Holde ved sin Frelser trygt,
Floi de Stene noksaa tykt.

Guds Apostler skal tilhobe
Jesu Navn for Folk udraabe,
Skal de stilles end for Dom,
Og hudflettes rundten om.

Kast Johannes hen i Fængsel,
Det er dog hans Hjertens Længsel,
At han sine Svende kan
Vise Verdens Frelsermand.

Kristi Brud er undertiden
Som en Soster ganske liden,
Men hvor svag hun synes maa,
Hun skal dog ei undergaa.

Sodoma skal staa i Lue,
Zoar Stad tor ikke grue,
Er den skjont en liden Grend,
Ilden ænser ikke den.

Herre, lad din Kirke trives!
Lad med Spot og Skam omgives
Alle Kirkens Fienders Leir,
Spred som Avner dem for Veir!