Vi Med Forundring Daglig Maa


Vi med Forundring daglig maa
Til Jesu Kjendskab træde,
Og i hans Huses Forgaard staa
Med stor Forundrings Glæde.
Fra Krybben nu til Templet hjem
Paa Moders Hænder bæres frem
Den Guds velsigned’ Spæde.

Og der modtages han af To,
Som efter ham har stundet,
Der kjendes han af Annas Tro,
Som var i Guds Ord grundet,
Og Simeon, den Olding prud,
Han glæder sig og takker Gud,
Han har sin Frelser fundet.

Men Josef og Maria kan
Det Under aldrig glemme,
Som de om Barnets Guddoms Stand
Nu mer og mer fornemme.
Selv Satan ikke denne Rod,
Den Guddoms kraft og Naade-Flod,
Oprykke kan og dæmme.

Med Simeon vi onske vil
Al Naade, Held og Lykke:
Bliv stærk, du lille Kjæmpe, til
Alt Ondt at undertrykke!
Ifor dig Kraft, bliv stor og stærk
I Aanden til dit Frelser-Verk,
Du Sjælens dyre Smykke!

Og er du dem til Snublesten,
Som sig paa dig vil stode,
At mange falde sig til Meen
Og for sin Vantro bode,
Saa reis dem op, som paa dig tro,
Dem, Herre Jesus, vil du jo
Med al din Naade mode!

Men, o Maria! skal da vel,
Du bedste Jordens Kvinde,
Et Sverd sig trænge i din Sjæl,
Og dine Taarer rinde?
Det saar saa gaa, som Gud han vil,
Hans Agt er god, vær du kun stil,
Han skal dit Saar forbinde.

Gid vi med Bonnen Dag og Nat,
Med Længsels Graad og Klage
Som Anna tage Jesus sat
I all vort Levnets Dage,
At han os saa af al vor Nod
Fra Sorg og Strid og Synd og Dod
Vil til sin Glæde tage!