Vil Dog Himlen Intet Tale


Vil dog Himlen intet tale
Udi Jesu rene Sag?
Skal da Logn og Avind prale,
Morkne Sandheds Sol og Dag?
Dommeren, i Retten sad,
Veed, han frem er fort af Had,
Og har med sit Hjerte Moie,
Dog, nu vil han folket foie.

Ris og seige Pidste-Remmer
Flettes nu til Jesu Hud,
Dermed slaaes Led og Lemmer,
Til at Blodet strommer ud,
Dernæst de med Raab og Skrig
Hænge paa ham Purpurslig,
Og udi et Kongeklæde
Ærens Gud i Stovet træde.

Til et Konge-Spir de række
Ham et Ror med stor Foragt,
Og en Tornekrone trykke
Om hans Pande med al Magt,
Saa hans Hoved rundt omkring
Blodigt er af Hug og Sting,
Fuldt af mere Meen og Kvale,
End min Tunge kan udtale.

Spodske Knæfald maa han tage,
Lide slag paa blodig Kind,
Ja hver Skalk og Skarn fordrage,
Ham i Øine spytter ind.
Dog kan ei den Vredes Flod
Dæmmes ved hans Skam og Blod,
Korsets Dod er det, de ville,
Intet kan dem ellers stille.

O min Jesus, o jeg finder,
At mit Hjerte blode maa,
Thi Samvittigheden minder,
Jeg har dig hudflettet saa,
Og min Synd saa stor og slem
Hængte ved hvert Ris og Rem,
Hvormed du blev slidt og slagen
Og af megen Ve betagen.

Tornekronen, som dig stinger,
Op udi min Lystgaard randt,
Og min egen Udyds Finger
Disse tornekviste bandt,
Jeg dem vældig trykte ind
Med et ondt, halsstarrigt Sind;
For hvad Ondt i Hu mig rinder,
Drypper Blod paa dine Kinder.

Derfor vil jeg daglig hugge
Syndens Torn og Tidsel op,
Lad dag over Hjertet dugge
Blodet af din hellig’ Krop!
Min Synds Torn, dig Pine gav,
Trost min Sjæl, den brodes af,
Og at Afgrunds-Slangen stodte
Braadden af sig, der du blodte!

Jeg har med al Magt og Vælde
Trykt dig Spottens Ror i Haand,
Hjælp mig det igjen at fælde,
Hjælp mig ved din kraftig’ Aand!
Selv er jeg et usselt Ror,
Men, o sode Jesus, hor:
Har jeg syndet uden Maade,
Refs mig du igjen med Naade!