Vil Gud Vor Herre Ei Med Os Staa


Vil Gud vor Herre ei med os staa,
Naar vore Fiender komme,
Vil Gud vor Sag ei tage sig paa
Og stride os til Fromme,
Vil han ei Israel hjælpe vist
Og selv forstyrre Djævelens List,
Da have vi forloret.

Hvad Menneskens Kraft begynde kan,
Skal vi ei agte for Fare;
Han sidder hos Guds hoire Haand,
Som deres Raad aabenbarer,
Naar de stor Visdom bruge vil,
Saa bruger gud et andet Spil’
Det staar alt i hans Hænder.

De storme fast baade fjern og nær,
Som vilde de os æde,
Til Myrden staar al deres Begjær,
De frygte ei Herrens Vrede,_
Som Havets Bolger paa os slaa,
de efter vort Liv og Levnet staa;
Gud lade sig det forbarme!

De straffe os for Kjætters Lær;
Og efter vort Blod tragte,
Dog rose sig gode Christne at vær’,
Som gud alene stort agte.
O Herre Gud, dit dyre Navn
Maa være Skalkheds Skjul og Gavn!
O, naar vil du opvaagne?

De aabne deres Munde vid’
Og aos opslage ville;
Men Lo og Tak ske Gud altid,
Deres Grumhed kan han stille,
deres Snarer sonderriver han,
Deres falske Lære bliver til Skam;
Det kunne de ei forhindre.

O Gud! du rigelig troste vil
Dem, som er her forladte,
Din Naades Dor ei lukkes til,
Fornuft kan det ei fatte.
den siger: Nu er Alting tabt!
Dog Korset haver dem ny skabt,
Som Hjælp af dig forvente.

Vore Fiende alle er i din Haand,
Dertil hvad de monne tænke;
Deres Anslag du vel vide kan,
Lad Vantro os ei krænke.
Fornuft mod Troen forer Krig,
Vil ei tro det Tilkommelig’,
Naar du vil selv os troste.

Du haver skabt baade Himmel og Jord,
Det tro vi og bekjende;
Lad skinne klart dit hellige Ord!
Du vil vore Hjerter optænde
I Troens rette Kjærlighed
Og i en fast Bestandighed;
Lad Verden murre og knurre!