Vor Brudgom Ei Laenge Nu Borte Vil Blive


Vor Brudgom ei længe nu borte vil blive.
O, kjober dog Olje, og træder paa Vagt,
Ei mere vor Kristendom lunken at drive,
Men altid at vaage, som Jesus har sagt!
Staar bundne om Lænder,
Med Stave i Hænder,
Som de, der fa Verden hver Time vil træde,
Og haste at finde den evige Glæde!

I Trætte og Svage af Trængselens Torke,
Ak, trænker paa Himmelmens Liggendefæ,
Og beder alvorlig, at jesus vil styrke
De rystende Hænder og bævende Knæ!
At ingen skal slippe
Den evige Klippe,
At ingen tilbage til Sodoma vender,
Og Lobet med Skamme paa Halvveien ender.

Hvo Haanden begyndte at lægge paaPloven,
Og, ser sig tilbage, gaa frem dog igjen!
Frimodig, ei bange, ei heller forvoven,
Thi begge er ikke Bestandigheds Ven.
Hver stride saa længe,
At Sjælen kan trænge
Sig ind i den evige, himmelske Bolig,
Som Jesus de Stridende lov saa trolig!

Op, op dog, I Salved! Kommer tillige,
Thi Kongen gaar eder med Kronen imod
med ham skal I prange i Himmelens Rige,
Og Glæden skal være en Evigheds Flod.
Hvo her kun faar vundet,
Hans Krans er alt bundet,
En Krone, der funkler med klarere Strimer,
End solen om Middags og Midsommers timer!

Hid! lader mig Taarerne eder afviske!
Saa kommer den mildeste Jesus til Ords:
Her skal I nu sidde og eder forfriske
Med Abraham, Isak og Jakob til Bords!–
O, giv mig da Kræfter,
Min Jesus, herefter
Mig altid kun til dig at holde og vende,
Og finde en salig og glædelig Ende!