Vor Gud Er Idel Kjaerlighed


Vor Gud er idel Kjærlighed;
I hannem vil jeg blive,
Jeg og i hannem bliver ved,
I mig vil han og give
Fuld Tro og Trost,
Basunens Rost
Den gjor mig ei forstrækket
Paa Dommedag,
Fordi min Sag
Er alt med Naade dækket.

Jeg vil Gud elske inderlig,
Og vil for intet frygte,
Og ei med Sorgen pine mig,
Om mig al Verden trykte.
Op, Sjæl, og bed,
At Kjærlighed
Til Gud i dig kan brænde,
Og at du saa
Din næste maa
Al Gunst og Godt tilvende!

Thi hvo, som siger dette, at
Han elsker Gud af Hjerte,
Og har sin Broder dog forladt
I Armod, Rod og Smerte,
Han lyver slemt,
Og har forglemt,
At Gud han elskes ikke,
Hvor Arme maa
Utrosted’ gaa
Sin’ Øines Graad at drikke.

O Gud, din Kjærlighed optænd
Og lad din Aand det gjore,
Og kraftig Naade til mig send,
Jeg saa mit Liv kan fore,
At naar jeg maa
Til Graven gaa,
Jeg dor da til mit Bedste
I Hjertens Fred
Og Kjærlighed
Til dig og til min Næste.