Vor Jesus Kan Ei Noget Herberg


Vor Jesus kan ei noget Herberg finde
I Betlehem, sin egen Fædreby,
Han lader der i ringe Svob sig binde,
Hvor ellers Faar og Fæ gaar ind i Ly.
En Krybbe er hans forste Eie,
Det torre Græs og Straa hans sode Barneleie.

Den Herre har sig Fattigdom tilegnet,
Som alle gode Gaver har i Haand,
Og bliver her glandt arme Synd’re regnet,
Indtil han sonderriver Satans Baand.
Nu er her Liv for alle Dode,
Idet Guds egen Son paa Jorden lod sig fode.

Velsignet være Herrens store Naade,
Hans store Magt til evigt Minde sat,
Som vidste paa vor Jammer Bod at raade
I denne underfulde Naades Nat!
Velsignet Morke uden Lige,
Da Lyset selv brod frem af sode Himmerige!

Ak lad, o blide Lys, vor Nat forsvinde,
Oplys du vor formorkede Forstand,
Lær Viljen vor det Gode ret at finde,
Tag Giften bort, som kom af Slangens Tand!
At vi ei skulde Doden smage,
Har du os kjobt til Arv i Himmelen at tage.

Saa vil vi os, trods alle Fiender, fryde;
Gud har os givet det, ham kjærest var,
Og lader alle Naadestromme flyde;
Hvad er der, som han os ei givet har?
Saa være ham da ogsaa Livet,
Og hvad vi er go har, til evig Offer givet!