Vor Tro Kan Gjennem Alle Baand


Vor Tro kan gjennem alle Baand
Og Mur og Klipper trænge,
Hun har Guds Almagt selv i Haand
Til Satans Magt at sprænge;
Kan du slet Intet–Kan du tro,
Saa skal du alting tvinge,
Og al din Modgand skal i to,
Som Traad for Ilden springe.

I Sandhed, vilde Jesu Hær
Kun gjore, hvad de kunde,
I Troen ret forbindes nær,
Gik Fienden snart tilgrunde;
Vil Fienden komme dem for nær,
Skal snart han faa at finde,
At Enighed i Herrens Hær
Er ei at overvinde.

Velsignet er din Tapperhed,
Du Folk i Naadens Rige!
Den Fiende er forvoven vred,
Men skal med Skamme vige,
Hvor sikkert tjenes vor Monark;
Hvor liflig er hans Skygge,
Som kan i Øieblik en Ark
Mod alle Vande bygge.

Og naar Guds Sandheds Vidner se,
At Liv og Blod skal voves,
Saa lade de det gjerne ske,
Naar Jesus kun kan loves;
Da vil de ikke være fri
Og Kristi Sandhed svige,
Da gaa de deres Kirkesti
I Blod til Himmerige.

Man fandt jo dette Himmelsind
Hos hine gamle Helte,
Der gik omkring i Faareskind
Og ringe Læderbelte,
I Ørken de led Nod og Trang,
Som vare Verdens Ære,
Ja, tænk paa Livets Fyrstes Gang,
Som Korset vilde bære!

Saa folge vi da Troens Flok,
Hvem vilde onske bedre!
Lad Satan spotte længe nok,
Vi tro med vore Fædre;
Skal vi da her i Torne gaa,
Som det er let at vide,
Det gik vor Jesus ligesaa,
Saa lad os med ham lide!